Ord til kaffen       eller       kaffe ord

Læsegruppe

Hvor:      Folkehuset Trøjborg.     Kirkegårdsvej 53,    8000  Århus

Kontaktperson:    Frank       2029 5882

Hvornår:   mandag  kl.   16.00 - 17.30                               Opstart      7. august 2023

Tilmelding:     Kræver ingen tilmelding,  kommer bare.

Højtlæsningen går på skift  (frivilligt)  af en medbragt novelle/kapitel og et digt.  Undervejs i læsningen bliver der holdt pauser.  Pauserne er til for at reflektere over teksten sammen.  Det er i pauserne, at samtalen om teksten starter .  og der er tid til en slurk kaffe/the og lidt frugt/sødt.

Læsegruppen kræver ingen forberedelse og du behøver ikke at vide noget om litteratur på forhånd.  Der findes ikke rigtige og forkerte svar.  Dt vigtigste er, at du møder op med åbent sind.   Vi håber at se dig!

Betaling af udleverede fotokopier kr.  10,- pr. gang Mobil 2029 5882

Kaffe/The/Vand kr.     5,- pr. gang Mobil 2029 5882

Frugt/slik mm. kr.   5,- pr. gang Mobil 2029 5882

Disse ting vil jeg (Frank) sørge for findes, hver gang vi mødes.

Sted:   Lokale 4                           Fællesopgaver:    oprydning, opvask, tømning af affalds   mm

Parkering:      På folkehusets grund  er der en times gratis parkering til kl. 15,  herefter  3 timers gratis parkering.    Ved længere tids parkering kan parkeringsbillet udleveres i Cafeen.

Parkering  Kirkegårdsvej   (EasyPark app)    1 time inden kl. 15 gratis    herefter   2 timer gratis  

Litteraturen er menneskets stemme

Lad mig begynde med en historie fra gamle dage. Den handler om bogstaverne:

»Jeg har hørt at der engang i egnen omkring Naukratis i Ægypten befandt sig en af landets gamle guder; den fugl som hedder Ibis, var helliget ham, og gudens navn var Theuth. Han var den første der opfandt talsystemet og regnearterne og geometri og astronomi og desuden brætspil og terningspil, og ikke mindst bogstaverne!

På den tid var Thamus konge over hele landet, og han boede i den store by i Øvreægypten, som grækerne kalder det ægyptiske Theben, og Thamus kalder de Ammon. Theuth kom til kongen og viste ham sine opfindelser og sagde at de burde gives videre til de andre ægyptere.

Kongen spurgte, hvad nytte man kunne have af hver enkelt opfindelse, og da Theuth havde forklaret ham det, var der noget kongen roste, og andet han kritiserede, alt efter hvad han syntes lød godt eller ikke. Det siges at Thamus havde meget at sige for og imod hver enkelt opfindelse, men det ville være for langt at gennemgå alt det. Da Theuth var kommet til bogstaverne, sagde han:

Illustration: Rasmus Meisler.

'Hvis ægypterne lærer dem at kende, Herre Konge, vil de blive klogere og kunne huske bedre, for her har jeg opfundet et middel til at styrke hukommelse og viden.'

Kongen svarede: 'Theuth, du opfindsomhedens mester! Nogle mennesker kan gøre opfindelser, andre kan bedømme, hvilken skade og gavn de vil medføre for dem, der skal bruge dem. Du der er far til bogstaverne, har af bare godhed over for dem sagt at de har den modsatte virkning af den de reelt vil få.

Når man har lært sig dem, forsømmer man nemlig hukommelsen, og det fører til glemsel i sjælene; det er jo sådan at man i tillid til skriften støtter sin hukommelse på fremmede tegn udefra, og ikke på det der kommer indefra gennem ens egen indsats. Du har altså ikke opfundet et middel til at styrke hukommelsen, men kun til at give dig påmindelser.

Hvad visdom angår, skaffer du ikke dine elever sand indsigt, men kun en tilsyneladende viden. På grund af din opfindelse vil de komme til at høre mange ting uden at få reel undervisning, og på den måde vil de tiltro sig selv stor indsigt, men i det store og hele vil de være uvidende; og de vil være ubehagelige at omgås, fordi de tror de er kloge, men ikke er det.'«

Det er dårligt nyt for os, folkens. Vi, der har taget guden Theuts opfindelse til os og lever med bogstaverne; vi, der skriver og læser, er altså »ubehagelige at omgås«, fordi vi tror, vi »er kloge, men ikke er det«. Ikke godt, men også en gammel påstand, som ikke skal tages alt for bogstaveligt.

Myten fortælles af Sokrates i Platons dialog Phaidros (her i Clara Elisabet Bryld og Jette Hesses danske oversættelse, Gyldendal 2010), der tilhører fundamentet i den europæiske filosofi, og som er blevet vendt og drejet siden den blev, ja, nedskrevet for over 2.500 år siden. Det er der mange grunde til at gøre igen, netop nu.

Platons ven og læremester Sokrates langer altså gennem myten ud efter det skrevne ord og beskylder det groft sagt for at forringe vores koncentration og indlæringsevne og for at viderebringe fake news. Vi bør uddanne os reelt, danne os, for at opnå sand indsigt. Lyder denne kritik bekendt?

I dag er det internettet og vores smartphones, der står for skud. Dengang var det selve skriften, bogstaverne simpelthen. Det store paradoks er så, at den eneste grund til, at vi kender til Sokrates' ord og kan søge visdom i dem i dag, er, at de blev nedskrevet. Det vidste Platon, og der ligger formentlig i dette paradoks en ironisk opfordring til at tænke selv.

Skriften sejrede, må man sige. Men de gamle ord er stadig relevante, og siden lanceringen af sprogmodellen ChatGPT for få måneder siden virker de nærmest akutte. Risikoen for at blive uvidende og ubehagelig at omgås er mere overhængende end nogensinde, og det ønsker vi ikke.

Generativ AI vil præge skriftkulturen mere end nogen anden teknologisk nyskabelse siden Gutenbergs trykpresse. Jeg er selv af den opfattelse, at teknologien kan bidrage til forbedringer i vores velfærd og samfundsforvaltning på mange områder: medicin, jura, politiarbejde og så videre. Men jeg mener også, at AI i særlig grad berører menneskelige og kulturelle værdier, som de litterære institutioner, forfattere, oversættere og forlagsfolk bør være meget opmærksomme på at værne om.

Men hvad er det så for værdier, helt konkret? I sin essaysamling fra sidste år, Endnu en bog jeg aldrig skrev, fortæller Ida Jessen om at læse og oversætte, og om at skrive.

Der er muligvis tale om en sofistikeret litterær overspringshandling, men af hendes læsninger og betragtninger fremstår efterhånden omridset af en poetik. I en central tekst om at oversætte amerikanske Marilynne Robinsons Gilead-kvartet til dansk, skriver Jessen om fortællerstemmen:

»Den gamle pastor Ames fortæller om sig selv og sin slægt i et brev til sin lille søn alt det, han vil nå at fortælle, for han ved, at han snart skal dø. Jegfortællerens stemme kan være et kunstværk i egen ret, stemmens melodi er altafgørende. (...) Pastor Ames’ stemme er bøjelig, der er ingen hindringer for, hvad den kan rumme. Først og fremmest er der godhed og kærlighed i den stemme. Men der er også anfægtethed, stemmen skælver af træthed, sårethed, vrede eller frygt for at miste. Stemmen kan være varm af latter og glæde eller tilbageholdt af humor og af selvironi, når han begynder at blive for prægtig og forklaret (...).«

Her peger Jessen på noget afgørende, noget umisteligt. Pastor Ames findes ikke, hans stemme har aldrig lydt mellem vægge eller i det fri, men Marilynne Robinson har hørt den og nedskrevet den så følsomt og præcist, at den lyder for oversætterens indre øre og siden også for læseren på dansk.

Dette er litteraturens mirakel. Den finder sted mellem mennesker. Hermed ikke sagt, at litteratur altid udspringer af eller beskriver menneskelige erfaringer og følelser. Litteratur kan være alt muligt og skal intet andet end at være litteratur. Men den har med den menneskelige stemme at gøre og det menneskelige øre, den har et mellemværende med samtalen og med kroppen; med fællesskabet og det, at vi engang skal dø.

Sprogmodellen GPT er stemmeløs, den chatter indifferent og udødeligt med sig selv. Men kan man så ikke forestille sig, at forfatteren beder chatbotten om et plot eller en fortælling og selv forsyner teksten med en stemme? Jovist. Kan dokumentaristen ikke skaffe nye vinkler på sit stof ved hjælp af kunstig intelligens? Sikkert. Men hvad ønsker vi os af litteraturen? Hvad er den rette brug af teknologien? Hvad er det bedste for os mennesker?

De spørgsmål kan ingen chatbot besvare. Det må vi tale med hinanden om. Og således fik Sokrates alligevel det sidste ord. Vi er blot for nylig blevet konfronteret med den slags overvejelser, men som mange kritikere peger på, så er der etiske spørgsmål i den aktuelle udvikling, som vi end ikke aner dybden og vidden af endnu.

Vi må indlede med at stille os selv nogle fundamentale spørgsmål om menneskets egenart som fortællende og digtende væsen og om AIs betydning for denne essentielle egenskab i fremtiden. Som bogmennesker er vi uvante med, at et afgørende teknologisk nybrud ikke bare påvirker os, men begynder hos os. For er det ikke netop tilfældet med generativ AI?

Teknologien samler og formidler, hvad vi har skabt, samlet og formidlet i århundreder: sprog, viden, fortællinger, drama, poesi, men uden ophavsretlig eller almenmenneskelig etisk hjemmel. Både som forlægger og privatperson er jeg fascineret af AI, nysgerrig, men jeg mener også, at den tekst- og datamining, der finder sted som indsamling af råstof til nye tekster, er et farligt og ulovligt anslag mod forlæggeriets »hellige gral«, nemlig ophavsretten.

Hvis ikke vi gør tydeligt opmærksom på det, vil det skade ikke blot fremtidens forlagsvirksomhed, men hele det litterære økosystem. AI kan, som i sin tid opdagelsen af fossilt brændstof, revolutionere vores samfund og accelerere den økonomiske vækst, men hvad er prisen? Det angår os lige nu, ikke kun i det litterære kredsløb, men i alle dele af samfundet.

I de første par måneders famlende samtaler i kølvandet på lanceringen af ChatGPT imødegås kritiske spørgsmål ofte med en sært fatalistisk overgivelse til en udvikling, der ellers først lige er begyndt. Det hævdes, at vi ikke kan standse den bevægelse, der er sat i gang; at vi må følge med og få det bedste ud af det hele; at vi ikke må være bagstræberiske.

Efter min mening er denne hengivelse til generativ AI alt andet end progressiv. Progressive er vi kun, hvis vi gør os klare forestillinger om fremtiden og træffer aktive valg om, hvordan vi bedst forvalter litteratur, viden og sprog i lyset af denne teknologi; hvor vi vil benytte os af den, og hvor vi ikke vil; hvor meget og hvilke dele af det menneskelige domæne vi vil afgive til AI.

»Sapere aude,« hedder det i forlængelse af en lang humanistisk tradition siden Sokrates: Hav mod til at tænke selv. Og som den gamle egyptiske kong Thamus sagde: »Nogle mennesker kan gøre opfindelser, andre kan bedømme, hvilken skade og gavn de vil medføre for dem, der skal bruge dem.« Med andre ord: Dette må ikke overlades til techgiganterne. Vi har en stemme. Lad os have mod til at bruge den i skrift, tale og handling.

Kronikken er en redigeret version af skribentens tale holdt ved Gutkinds sommerreception.